At være diabetessygeplejerske midt i orkanens øje

2. marts 2020

Hvad får en sygeplejerske, som i øvrigt havde forsvoret at blive i en stilling i mere end to år, til at være ansat i samme ambulatorium i mere end tre årtier? Læs Hanne Hebos historie om at være diabetessygeplejerske i en brydningstid.

​For Hanne Hebo handler det, at blive samme sted i lang tid, meget om, at det måske slet ikke føles som samme ambulatorium og samme job – men snarere som at bevæge sig rundt inde midt i orkanens øje, hvor en rivende udvikling hele tiden sørger for nye udfordringer og nye opgaver.

– Som nyuddannet sagde jeg, at det var et udtryk for mangel på fantasi, hvis man er ansat det samme sted i mere end to år. Nu har jeg været her siden ’85, så jeg må være et usædvanligt fantasiløst menneske, indleder diabetessygeplejerske Hanne Hebo med et stort grin.

Fra glassprøjter til insunlinanaloger

Hun blev uddannet sygeplejerske i 1983 og startede på Medicinsk Afdeling på Næstved Sygehus i 1984 – og året efter begyndte hun altså på ambulatoriet, hvor hun i starten tog sig af både diabetes- og hjertepatienter. I dag er det udelukkende et diabetesambulatorium, og forklaringen på, at Hanne er blevet hængende i 35 år, skal snarere findes et andet sted end i hendes mangel på fantasi:

– Jeg har jo været vidne til en helt enorm udvikling på diabetesområdet – både teknologisk og medicinsk. Da jeg startede i faget, var vi liget gået væk fra glassprøjterne og havde taget hul på engangssprøjterne. Og siden har alting jo flyttet sig kolossalt. De jeg var nyuddannet brugte man stadig svineinsulin, så gik man over til human insulin, og i dag bruger man insulinanaloger. Der sker hele tiden så meget, at det er umuligt at kede sig, siger hun.

Primus motor i pumpeambulatoriet

– Et andet af de områder, som har undergået en voldsom udvikling, er insulinpumperne. I 1995 fik den første patient i Næstved en insulinpumpe. Året efter fik to mere pumpe på. Indtil det tidspunkt var det udelukkende overlægens ansvarsområde, men fra den fjerde pumpe fik jeg selvstændigt ansvar for at oplære patienten, indstille pumpen og justere dosis, fortæller Hanne og fortsætter:

– De sidste 10-15 år har udviklingen med pumper og sensorer været enorm, og jeg har været så heldig at få lov til at være primus motor i pumpeambulatoriet her i Næstved. Jeg har været den primære person i forhold til oplæring af personale og oplæring af patienter – og i dag har vi et stort og velfungerende ambulatorium med mellem 70 og 80 pumpebrugere, hvor sygeplejerskerne er den primære behandler og har et stort ansvar. Det er fantastisk spændende at være midt i sådan en udvikling.

Øget ansvar til patienterne

Der er imidlertid ikke ret meget her i livet, som kommer uden omkostninger – det gælder på sin vis også den rivende udvikling i behandlingen af diabetes. Hanne Hebo forklarer:

– Det, der jo også er sket, er, at vi i hvert fald delvist har flyttet ansvaret for behandlingen væk fra os behandlere og over på patienterne: Tidligere var det lægerne, som bestemte insulindosis, det var diætisten, som bestemte hvilken og hvor meget mad, patienten skulle spise. Og det var sygeplejersken, som dikterede, hvor meget motion patienten skulle udføre. I dag lægger vi i meget høj grad op til, at patienterne selv skal forstå sammenhænge og tage beslutninger ud fra dette.

– Det drøftede jeg med en af mine patienter, som jeg har set i mange år, og hun sagde meget klart, at det jo er fint, at I giver mig de her muligheder. Men samtidig giver I mig også ansvaret for min egen behandling. Jeg skal selv måle mit blodsukker og reagere på det, justere min diæt, motion og behandling, så jeg er godt reguleret. Det er pludselig blevet mit ansvar – og det kan være tungt at bære!

Patienterne bliver eksperterne

Men naturligvis ønsker hverken patienter eller Hanne at spole tiden tilbage – dertil er der trods alt sket lidt for mange og for store behandlingsmæssige fremskridt. Faktisk understreger Hanne gang på gang, at netop udviklingen er med til at gøre livet som diabetessygeplejerske så spændende og udfordrende, at hun – i øvrigt i lighed med mange kolleger – er blevet hængende år efter år.

– Det er jo en udfordring at følge udviklingen – ikke mindst i dag, hvor det går stærkt på rigtigt mange områder. Patienterne møder naturligvis op i ambulatoriet med en forventning om, at de skal ind og tale med en ekspert, men ind imellem oplever man, at de selv ved mere om de nyeste apps eller specifikke behandlingstiltag, end man selv gør.
​
– Så er der ikke andet at gøre end at være ærlig over for patienterne og måske forsøge at undersøge det i samarbejde. For nylig havde jeg fx en ung kvinde, som skulle have en ny sensor på. Den var knyttet til en app, som skulle hentes til hendes telefon. Jeg havde ikke prøvet det før og spurgte, om patienten ville være med til, at vi forsøgte sammen. Det accepterede hun, og vi hjalp hinanden med at få appen installeret og sat funktionen op. Med ærlighed og tillid kan man komme langt.