Foto: Colorbox.dk
Diabetes og ferie
Sommeren er snart over os, og mange skal ud at rejse, også mennesker med diabetes. Hvordan kan du som sundhedsperson i primærsektoren bedst vejlede mennesker med diabetes? Den vejledning du skal give borgeren med diabetes afhænger af:
- Transporten til og fra ferie
- Typen af ferie
Rejsebrev og telefonnummer til behandlingssted
Det er altid en god idé med et rejsebrev, som borgeren kan bruge som dokumentation for sin diabetes, insulin og testmedier. Det er også praktisk med et telefonnummer til ens behandlingssted, i tilfælde af, at man får behov for rådgivning eller hjælp på sin ferie.
Hvordan bør borgeren pakke sine remedier?
Grundreglen, når en borger med diabetes skal rejse på ferie, er, at blodsukker apparat, testmedier og injektionsmedicin skal pakkes i håndbagagen, fordi det ikke tåler temperatursvingninger. Man skal derfor have det med i sin håndbagage, særligt hvis man flyver. Det er også fornuftigt at dele sin medicin/insulin og blodsukkerapparater mm ud i flere tasker, i tilfælde af at man skulle miste en af taskerne.
Skal borgeren rejse gennem flere tidszoner, så skal man være opmærksom på, hvordan medicinen tages, særligt hvis man er insulinbehandlet, da døgnet bliver kortere eller længere, alt efter hvilken vej man rejser.
Hypoglykæmi
Er det en aktiv ferie, hvor man er mere fysisk aktiv end vanlig, skal insulinbehandlingen forberedes for at undgå hypoglykæmi. Er det en solferie, hvor man vil ligge meget i solen, skal man have fokus på sin insulinbehandling, fordi varmen ændrer vævets optagelse af insulin, og kan resultere i flere hypoglykæmier.
Fodpleje
Det kan også være en god idé at tale om fodpleje, inden man rejser afsted. Er man på ferie i varme lande og færdes på sandstrande, skal man være opmærksom på sine fødder, særligt hvis man har neuropati. Man mærker nødvendigvis ikke, hvor varmt sandet er, og dette kan føre til sår. Derudover kan der komme sand ned i skoen, hvilket også kan føre til sår.
Rejseforsikring
Har man for nylig været indlagt eller har skiftet medicin, er det vigtigt med en forhåndsgodkendelse fra sin rejseforsikring. Det kræver tid og planlægning at rejse på ferie med diabetes.
Du kan læse meget mere her: Ferie og diabetes | Videncenter for Diabetes