DIAMANT – nye metoder skal forbedre diabetesbehandlingen for børn og unge med type 1-diabetes

22. januar 2021

DIAMANT er et nyt initiativ for børn og unge med type 1-diabetes på Nykøbing Falster Sygehus’ børneafdeling. Projektet kigger indad på egen behandlingspraksis og tager nye og anderledes metoder i brug for at gøre behandlingen og i sidste ende livet med diabetes bedre.

DIAMANT står for DIAbetes, Mestring, ANerkendelse og Trivsel. Det kommende behandlingstilbud tager som supplement til den eksisterende behandling udgangspunkt i coaching og pædagogiske værktøjer. Gennem disse tiltag håber man at kunne give barnet/den unge og familien nye og bedre redskaber til at mestre livet med type 1-diabetes.

– Før vi startede dette initiativ kunne vi se, at børn og unge med type 1-diabetes hos os på Nykøbing Falster Sygehus var dårligere regulerede end i resten af landet. Derfor satte vi os for at se indad og spørge os selv: hvordan kan vi gøre det bedre for vores børn og unge? Det er noget af hovedårsagen til, at DIAMANT blev til, forklarer børnesygeplejerske Jane Hoffmann fra børneafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.

Værktøjskasse og familiedage

DIAMANT indeholder en række nye tiltag. Et af dem er en værktøjskasse med forskellige dialogværktøjer, som personalet skal bruge fremover i konsultationerne. Målet er, at man gennem det styrkede fokus på dialogen kan nå længere ind til både børn/unge og forældre. Værktøjskassen er blevet til i samarbejde med afdelingens pædagogiske konsulent og et eksternt firma ved navn F.A.A.S.T., som har stor erfaring med at coache børn og unge.

Derudover bliver der også lavet nogle såkaldte familiedage, hvor børn og unge med type 1-diabetes og deres familier kan mødes og skabe netværk, så man har muligheden for at snakke med andre, der måske står med samme hverdagsdilemmaer som en selv.

– Vi håber først og fremmest, at vi med DIAMANT fremover kan lave et behandlingstilbud, som er mere målrettet den enkelte familie. Og så håber vi selvfølgelig også, at vi kan se, at vores børn får en bedre reguleret diabetes, så de i sidste ende lever længere og sundere, afslutter Jane Hoffmann.

Værktøjskassen er ved at blive færdiggjort og skal præsenteres og bruges af personalet fra foråret 2021. Familiedagene er lige nu sat på pause, men forventes at gå i gang, så snart covid-19 tillader det.

Læs mere om initiativet DIAMANT her.

Hør meget mere om DIAMANT i Nykøbing Falster Sygehus’ podcast ’Miniskvulp’ nedenfor, hvor Jane Hoffmann selv fortæller om initiativet sammen med vores tidligere programchef for børn og unge, Louise Lundby Christensen.