En ‘typisk’ dag i Fusionsklinikken

23. marts 2023

I Fusionsklinikken i Psykiatrisygehuset i Slagelse behandler de både psykiatrisk sygdom og diabetes, og de bestræber sig på at lave op mod 80 procent af deres møder med patienterne i eget hjem. Det giver rigtig god mening – både socialt og sundhedsfagligt, fortæller sygeplejerske Anne Erichsen. Vi har fulgt hende gennem et par indholdsrige arbejdsdage i klinikken og på landevejen.

I Fusionsklinikken arbejder de efter den såkaldte F-ACT model. Det betyder blandt andet, at de i meget høj grad kører ud til patienterne og besøger dem i deres eget hjem – og det betyder også, at det samlede team hver dag mødes til et såkaldt tavlemøde, hvor de gennemgår alle de patienter, som af den ene eller anden grund er på tavlen. Det kommer man, hvis der en ændring i sygdomsbilledet – fx fordi patientens tilstand er forværret, fordi vedkommende lige er blevet indlagt eller udskrevet.

– Vi er i alt seks sygeplejersker i klinikken, to med baggrund i diabetes og fire fra psykiatrien. Desuden har vi en psykiater tilknyttet, en gang om ugen får vi besøg af en fodterapeut, og vi har meget let og ukompliceret adgang til endokrinologerne på sygehuset. Og på sådan et tavlemøde får teamet i fællesskab gennemgået de relevante patienter, og vi får fordelt opgaverne imellem os, fortæller Anne Erichsen.

En af de ting, hun fremhæver som noget særligt godt ved at arbejde i klinikken, er den meget høje grad af selvbestemmelse. Hver behandler planlægger fx selv sit eget skema for ugen, naturligvis koordineret med kollegerne, fordi der ofte er behov for at trække på hinandens kompetencer.

– Jeg er virkelig glad for vores flade struktur her i klinikken, hvor vi er tæt på lægen, tæt på vores leder – men stadig arbejder næsten hundrede procent selvstændigt, siger hun.

Forberedt og koordineret indsats

Anne Erichsen har planlagt det således, at hun hver tirsdag er på vejen hele dagen. Efter tavlemødet i Slagelse står resten af dagen på hjemmebesøg hos patienterne.

– Særligt for de patienter, som har langt til Slagelse, hvor klinikken ligger, er det helt afgørende, at vi kommer hjem til dem. Ellers ville vi simpelthen ikke se dem, siger hun.

Denne tirsdag har Anne blandt andet været af sted og besøgt Vibeke, som er en kvinde i 30’erne. Hun lider af paranoid-skizofreni og hører en masse stemmer, som opfordrer hende til selvskade. Og så har hun lige nu et tårnhøjt blodsukker. Vibeke har en sensor, som måler hendes blodsukkerværdier, og Anne ved derfor på forhånd, at der er brug for en specialiseret indsats for at få styr på Vibekes blodsukker. Derfor har hun på denne tur selskab af diabetessygeplejersken Berit.

– Berit har på forhånd snakket med en af vores endokrinologer, og der er ordineret en øget dosis NovoRapid. Jeg har desuden koordineret med vores psykiater, at hun tager med mig ud til Vibeke i næste uge, så den aftale kan jeg uden videre lave med Vibeke. Vi håber på, at vi kan stabilisere hendes psykiatriske tilstand lidt ved at få styr på hendes blodsukker – men der er også behov for at se på hendes antipsykotiske behandling, siger Anne og uddyber:

– Det er et fint eksempel på, hvad denne her indsats kan: Vi arbejder både med de psykiatriske og de diabetiske problemstillinger på én gang, og fordi vi har så fleksibel en organisation, kan vi lave aftaler, der fungerer for patienterne. Jeg vil vove at påstå, at Vibeke hverken havde fået behandlet sit blodsukker eller lavet aftale med psykiateren, hvis hun skulle opsøge os.

Tingene hænger sammen

Næste dag udvikler sig helt uforudset for Anne: Lige efter frokost sidder hun i klinikken og skriver på et notat, da Berit pludselig dukker op og fortæller, at Lars står udenfor. Det er en patient, som de begge kender godt. Lars har ADHD, som han selvmedicinerer. Han har desuden type 1-diabetes og lider af skizofreni, og det er tydeligt, at han ikke har det godt i dag, fortæller Anne:

– Han er bleg, stirrende og mørk i blikket. Mimikfattig og helt uden det medsving, som han plejer at have. Vi har det normalt sjovt og griner med hinanden, men i dag er anderledes. Faktisk er jeg loren ved ham, og jeg er glad for, at Berit og jeg er sammen i lokalet med ham. Lars har nogle meget paranoide tanker om sin veninde. Han har også tabt sin diabetessensor, og da vi måler hans blodsukker, er det alarmerende højt.

De får fat i endokrinologen og giver efterfølgende Lars ti enheder insulin. Så kommer der ro på ham. Hans paranoia bliver mindre, og Anne har en meget bedre kontakt med ham. Sammen finder de frem til, at hans paranoide tanker nok er udløst af, at veninden skal flytte. Det påvirker ham så meget, at han har svært ved at passe sin diabetessygdom – og det har så forstærket hans psykiatriske symptomer. Tingene hænger sammen!

Lars havde egentlig en tid hos egen læge. Han har haft hikke i to dage, men den forsvandt også, da han fik insulin og efterfølgende snakket med Anne om hans mange udfordringer. Sammen ringer Anne og Lars derfor til egen læge og afbestiller hans tid. Og så aftaler de, at Anne giver Lars et ring i morgen og ser, hvordan han har det.

En unik indsigt i patienternes liv

Sidst på dagen har Anne en rolig stund til refleksion over sit arbejde i Fusionsklinikken. Hun fortæller om et afvekslende, sjovt og indholdsrigt arbejdsliv, som til tider kan opleves lidt hektisk, fordi der aldrig er to dage, som er bare i nærheden af at være ens.

For den udenforstående kan det lyde næsten kaotisk med Annes mange aftaler på kryds og tværs i løbet af en uge. Med kolleger, samarbejdspartnere og patienter – i klinikken, hjemme hos patienterne og alle mulige andre steder, hvis det er det, der skal til for at få tingene til at lykkes. Men, forklarer hun, det opleves anderledes indefra:

– Jeg vil sige, at det er overraskende ukompliceret. Vi kører virkelig meget ude alle sammen, men alligevel er det meget sjældent, at vores planlægning volder problemer. Det vigtigste for mig er, at vi arbejder meget meningsfuldt i Fusionsklinikken. Vi får en helt anden indsigt i patienternes liv og problematikker, fordi vi møder dem i deres eget hjem. Og fordi vi har delt kommunerne mellem os, opnår vi hen ad vejen et fint samarbejde med de kommunale sagsbehandlere – og det er faktisk også en væsentlig del af arbejdet, slutter hun.