Gå til indhold

13 - Kan man forebygge type 2-diabetes i fosterstadiet?

Det er vigtigt at fremme en sund livsstil for børn og unge, fordi det modsatte kan hænge sammen med udvikling af sygdomme som type 2-diabetes i voksenlivet.
Men der er for lidt viden om, hvor stor en forskel det gør for et barn, hvis en mor med overvægt lever sundt under graviditeten.
På baggrunden af et tidligere forskningsprojekt laver man et opfølgningsstudie med de nu 14-årige børn for at se de langvarige effekter af deres mødres livsstilsændringer under graviditeten.

I årene 2007-2010 deltog 301 kvinder i forskningsprojektet "Livsstil og graviditet" - også kaldet LiP-studiet. 

Kvinderne var alle gravide og havde en BMI over 30, og et forskerteam ville se på effekterne af, at kvinderne levede sundt under graviditeten. 

Formålet med forsøget var ikke, at de skulle tabe sig, men at de skulle øge deres aktivitetsniveau og spise sundere. 

Studiet var et led i Christina Vinters ph.d. og foregik i Aarhus og Odense. 

"Dengang fandt vi frem til, at de af kvinderne, som levede sundt under graviditeten, tog markant mindre på end de, som ikke ændrede livsstil", siger Christina Vinter, der er fødselslæge på Odense Universitetshospital og klinisk lektor ved Steno Diabetes Center i Odense. 

Til gengæld havde den sundere livsstil ikke nogen indflydelse på, om mødrene udviklede graviditetsdiabetes, fik forhøjet blodtryk eller måtte føde ved hjælp af kejsersnit. 

Livsstilsændringen gjorde heller ikke nogen forskel for børnenes fødselsvægt. 

Opfølgningsstudie i 3-års alderen viste ikke nogen effekter

Nogle år senere lavede Christina Vinter og nogle kolleger et opfølgningsstudie. 

De samme kvinder og deres nu 3-årige barn blev inviteret til en undersøgelse af børnenes vægt, højde og kropssammensætning - det vil sige forholdet mellem knogler, fedt og muskelvæv. 

Børnene fik også undersøgt deres sukker- og fedtstofskifte. 

"Men dér så vi ingen forskel overhovedet på de børn, hvis mødre ændrede livsstil under graviditeten og dem, hvis mødre ikke gjorde", siger Christina Vinter. 

Nyt studie viser langvarige effekter

Men nu er børnene blevet 14 år gamle, og nu vil forskerne lave et opfølgningsstudie mere for at undersøge for eventuelle langvarige effekter. Studiet har navnet LiPO-Teen. 

"Vi kunne jo i det første studie se, at kvinderne tog mindre på i graviditeten, og vi ved, at netop dette kan have en langvarig effekt, så det vil vi gerne se nærmere på", siger Christina Vinter. 

Forskerne vil fra starten af 2023 undersøge de samme mødre og børn, som deltog i LiP-studiet i årene 2007-2010. 

"De skal møde fastende op til en helbredsundersøgelse, og så vil vi igen tage blodprøver og gennemføre en dexa-scanning, så vi kan se på knoglemasse, fedtmasse og muskelmasse hos børnene - det giver nemlig et meget mere nuanceret billede af børnenes sundhed end blot deres vægt, så det er jo meget interessant at kigge på", siger Christina Vinter. 

Forskerne vil også spørge deltagerne ind til deres mentale velbefindende og måle blodsukker og aktivitetsniveau. 

"Noget, som alt i alt giver en indikation af deres sundhed", siger Christian Vinter. 

"Dette hænger nemlig sammen med risikoen for at udvikle livsstilssygdomme som f.eks. type 2-diabetes, og vi tror på, at der muligvis er nuancer nu, som vi ikke kunne se, da børnene var 3 år", siger hun. 

Svar klar om et par år

Christina Vinter regner med at have nogle resultater af LiPO-Teen undersøgelsen klar i 2025. 

"Og hypotesen er, at børnene er sundere i dag, end de ellers ville have været, hvis deres mødre ikke havde gennemgået en livsstilsændring under graviditeten", siger hun. 

"Vi ved, at der er flere og flere, som udvikler en overvægtsproblematik, så vi er på udkig efter nøgletidspunkter, hvor det virkeligt batter at sætte ind for at give børn forudsætningerne for at udvikle en sund livsstil". 

"Resultaterne af vores undersøgelse kan være med til at danne retningslinjer for kommende familier. Vi håber, at familierne synes, at det er spændende at være med i sådan et projekt og få indsigt i egen helbredstilstand".