7 - Akut udsving i blodsukkeret påvirker hjerterytmen
Forskergruppe har lavet et studie, der indikerer, at både det høje og lave blodsukker kan være bidragende faktorer til hjerterytmeforstyrrelser hos personer med type 1-diabetes.
Risikoen ved hjerterytmeforstyrrelser som f.eks. den, der er kendt i folkemunde som hjerteflimmer, kan være alvorlig.
Det siger Per Hagelqvist, som står bag studiet.
"Det kan belaste hjertet på en uhensigtsmæssigt måde, og ubehandlet kan det medføre en øget risiko for blodprop i hjernen", siger han.
"Derfor er det vigtigt, vi får mere viden om de underliggende mekanismer til, hvorfor personer med type 1-diabetes har en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med den generelle befolkning".
30 mennesker undersøgt
Per Hagelqvist og hans kollegaer har i et år fulgt 30 danskere med type 1-diabetes. Alle forsøgsdeltagere fik indopereret en lille hjertemonitor under huden omkring brystbenet, som kontinuerligt kan overvåge hjerterytmen og opspore tilfælde med unormal hjerterytme.
Desuden fik alle også indopereret en sensor, der måler blodsukkerværdier.
"Deltagerne gik rundt med det derhjemme i et år, og data derfra har givet os en vigtig indsigt i, hvordan hjerterytmen påvirkes af udsving i blodsukker", siger Per Hagelqvist.
Højt og lavt blodsukker i dagstid
"Vi kunne se en øget risiko for hjerterytmeforstyrrelser ved akut højt blodsukker i dagstid, men ikke om natten", siger han.
"Vi så en lignende tendens for lavt blodsukker i dagstid, men dette resultat var ikke statistisk signifikant, hvilket gør dette fund mere usikker".
Per Hagelqvist understreger, at hos en større andel af forsøgsdeltagerne ser vi ikke nogen hjerterytmeforstyrrelser på trods af mange episoder med både højt og lavt blodsukker.
"Det tyder på, at det formentlig er en kombination af flere faktorer, der gør; at en person med type 1-diabetes udvikler en hjerterytmeforstyrrelse i forbindelse med højt eller lavt blodsukker", siger han.
Brug for større studie
Undersøgelsen er et vigtigt skridt, men der er ifølge Per Hagelqvist brug for flere og større studier, hvis der med større sikkerhed skal kunne drages en parrallel mellem akutte udsving i blodsukkeret og udvikling af hjerterytmeforstyrrelser.
Derudover mener Per Hagelqvist, at udviklingen af blodsukkersensorer, som kan minimere store udsving i blodsukker, kan have stor betydning for at nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos personer med type 1-diabetes.
Opdateret onsdag den 28. feb. 2024