Gå til indhold

3 - Visuel patientuddannelse skal hjælpe grønlændere med diabetes

Et forskerhold er i gang med at udvikle patientinformation målrettet grønlændere med type 2-diabetes.

Der findes ikke nok vigtig information til grønlændere om at leve med type 2-diabetes.

Det meste information er på dansk, som ikke alle taler og læser. Og det, der er på grønlandsk, er langt og gammeldags i sin kommunikation til mennesker med diabetes.

Det er utroligt vigtigt og gavnligt, at man får grundig viden om sin sygdom, når man diagnosticeres med type 2-diabetes.

Det mener Maja Hykkelbjerg Nielsen, som er ph.d.-studerende og arbejder ved Steno Diabetes Center Grønland.

- Jo mere, man ved, jo lettere er det at træffe de rette valg i det daglige, som holder ens blodsukre på de rette niveauer, siger hun.

Bedre hverdag med diabetes

Maja forsker i at forbedre levevilkårene for grønlændere med diabetes gennem en ny patientuddannelse.

- Hos Steno Diabetes Center Grønland vil vi meget gerne vide, hvordan vi skruer en ny videnspakke sammen, som passer ind i en grønlandsk kontekst anno 2025, siger Maja Hykkelbjerg Nielsen.

- Derfor har vi som det allerførste i studiet talt med 24 grønlændere med type 2-diabetes. Vi spurgte dem ind til deres erfaringer fra det daglige liv og om, hvordan de kunne tænke sig at få information om type 2-diabetes, siger hun.

Masser af video

Maja Hykkelbjerg Nielsen har også interviewet pårørende og sundhedsprofessionelle.

- Jeg har lært, at det giver en masse gode pointer at inddrage de berørte. Derudover kan jeg konstatere, at mange grønlændere er mere visuelt orienterede og derfor vil få langt mere ud af at se korte videoer frem for at læse en masse, siger hun.

- Det passer også bedre ind i nutiden, at vi tager nye midler i brug til at kommunikere vores viden.

Første videorække forventes klar i 2025

Ud over videoer vil der også blive udviklet nogle infografikker, som kan hænge rundt omkring i sundhedsenheder på Grønland.

Planen er også at udvikle en velcro-mand, som mennesker med diabetes kan møde i den lokale sundhedsenhed – også ude i de små bygder.

- Velcro-manden forestiller en menneskekrop, og alle organer kan tages af for at illustrere, hvordan kroppen påvirkes af den måde, man navigerer i dagligdagen med diabetes, siger Maja Hykkelbjerg Nielsen.

Det varer ikke længe, før de første videoer skal produceres. Maja Hykkelbjerg Nielsen håber, at det lykkes at få færdiggjort og integreret de første materialer i løbet af 2025.

- Vi ved, der er et stort potentiale for, at vi kan lære dem, som lever med type 2-diabetes, noget mere om deres sygdom, og vi glæder os til at kunne lancere de første materialer, siger hun.