5 - Behandling af nervesmerter skal skræddersyes med kunstig intelligens
Ny forskning skal forbedre behandlingen af nerveskader hos personer med diabetes og give bedre smertelindring tidligere. Med hjælp fra kunstig intelligens leder forskere efter mønstre, der tidligt kan indikere, hvilken type medicin den enkelte vil få mest gavn af.
Op mod halvdelen af alle med diabetes udvikler nerveskader, og cirka en tredjedel af dem oplever smerter som følge heraf.
I dag prøver lægerne sig frem med forskellige præparater for at finde den rette behandling – en proces, der ofte tager tid og kan føre til unødvendige bivirkninger.
Nu undersøger en forskergruppe, om det er muligt at finde frem til den rette behandling tidligere.
Langt fra alle får ordentlig smertedækning
Én af forskerne bag projektet er Johan Røikjer, som er læge og ph.d. på Steno Diabetes Center Nordjylland og lektor på Aalborg Universitet.
Han har forsket i området i mange år og håber, at projektet kan være med til at bane vejen for bedre behandlingsmetoder.
- Kun cirka halvdelen af de patienter, der oplever nervesmerter, får ordentlig smertedækning, siger Johan Røikjer.
- Derfor er vi nødt til at finde en måde at skræddersy behandlingen til den enkelte tidligere i forløbet, siger han.
Forskel på, hvad der virker
Forskergruppen arbejder ud fra en hypotese om, at årsagerne til nervesmerter varierer fra person til person.
- Vi tror ikke, at alle har smerter af samme årsag. Men hvis vi kan finde frem til, hvad der forårsager smerterne hos den enkelte eller i en undergruppe, kan vi behandle mere præcist, siger Johan Røikjer.
Kunstig intelligens kan finde mønstre i smerterne
Forskerne analyserer data fra op mod 150 personer med nervesmerter.
Data kommer blandt andet fra scanninger og blodprøver, men noget helt centralt i projektet er at undersøge for overaktivitet i ionkanalerne.
Ionkanaler styrer, hvordan elektriske signaler bevæger sig gennem kroppen og hjælper nerverne med at sende beskeder.
Hvis ionkanalerne er overaktive, kan det føre til, at nerverne sender for mange signaler, hvilket kan resultere i nervesmerter.
Forskerne forsøger at forstå, hvorfor nogle ionkanaler bliver overaktive, så de bedre kan behandle nervesmerter ved at "slukke" for den unødvendige aktivitet.
- Og så bruger vi kunstig intelligens til at finde mønstre i de store datamængder, vi indsamler, siger Johan Røikjer.
- Det er helt sikkert at anvende kunstig intelligens i denne sammenhæng, for den træffer ingen beslutninger, men fungerer mere som en slags assistent, siger han.
Potentialet er stort
Projektet starter i 2025, og forskerne forventer, at resultaterne er klar i 2028.
Ifølge Johan Røikjer kan forskningen gøre en stor forskel for personer med diabetesrelaterede nervesmerter.
- Heldigvis er det kun de færreste, der får nervesmerter. Men for dem, der gør, kan vi forhåbentlig hjælpe flere med at få den rette behandling tidligere, siger han.
Opdateret onsdag den 19. mar. 2025