Psykisk stress og social status
Formål
I takt med at befolkningen bliver ældre, lever flere mennesker med kronisk sygdom. Det betyder et stigende ressource-krav til sundhedsvæsenet. Vi ved, at patienter med lavere social status, fx kort uddannelsesbaggrund, lever væsentligt kortere, med flere komplikationer til deres kroniske sygdom og har svært ved at bruge sundhedsvæsenet.
Desuden ved vi, at patienter med psykisk stress herunder depression lever med flere komplikationer til kroniske sygdomme og kan have sværere ved at følge behandlingen. For at bruge de begrænsede ressourcer i sundhedsvæsenet rationelt og til gavn for den enkelte patient skal behandlingen individualiseres med støtte til patienter med mest brug for det og med behandlingstiltag som disse kan have gavn af. Vi mangler redskaber i den kliniske hverdag, der kan finde patienter, som har brug for en særlig indsats. Data om social status og psykisk stress er typisk ikke tilgængelig i den kliniske virkelighed i praksis eller i ambulatoriet. Vi vil derfor undersøge om information fra patienten vedrørende social status og psykisk stress er vigtige markører for forebyggelses tiltag og give en mere individualiseret og effektiv behandling af diabetes og kronisk sygdom.
Metode
Studiet vil foregå som et 10 års follow-up af GESUS-kohorten, en befolkningsundersøgelse i Næstved og omegn. Vi vil undersøge, hvordan selvrapporterende indkomst, uddannelsesbaggrund, civil status og psykisk stress samt kendte risikofaktorer påvirker forekomst af hjertekar sygdom og diabetes.
Samarbejdspartnere
Indsatsen er et samarbejde mellem:
- Almen Praksis i Region Sjælland
- Forskningsenheden for almen praksis i Region Sjælland
- Center for almen medicin, Københavns Universitet
- Biokemisk afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge
- Steno Diabetes Center Sjælland
- Psykiatrien i Region Sjælland
- Rigshospitalet
- Harvard Medical School Boston, USA
Brugerinvolvering
Projektet har taget afsæt i brugere og professionelle som lever med kronisk sygdom og som behandler disse. Projektet og dets forskningsspørgsmål er blevet til bl.a. ud fra interview med patienter og borgere, der lever i Region Sjælland.
Infoboks
Tidsplan
01.11.2023 - 01.11.2026
Forskningsansvarlig
Andreas Heltberg
Praktiserende læge, ph.d.
E-mail: anhe@sund.ku.dk
Støttet af
- Steno Diabetes Center Sjælland
- Region Sjællands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond
- Region Sjælland
- Københavns Universitets forskningsfremmede pulje
- Region Sjælland Data og Udviklingsstøtte
- Savværksejer Jeppe Juhls og Hustru Ovita Juhls Mindelegat
Opdateret torsdag den 8. feb. 2024