Astrid og hendes far, Rune, er glade brugere af Steno Diabetes Center Sjællands tilbud ‘DIA-venner’. Her er både børn og forældre i centrum, når der holdes gruppekonsultationer og øves kulhydrattælling gennem madlavning.
Hvor mange kulhydrater er der i en pandekage?
8. januar 2021
8 gram – i hvert fald hvis pandekagen er delvist lavet med rugmel og i øvrigt vejer 37 gram. På Sjællands Universitetshospital, Roskildes børneambulatorium har børn med type 1-diabetes i snart et år talt kulhydrater på den helt sjove måde: Ude i køkkenet og med sanserne forrest.
Der er ikke så meget tvivl, når man spøger 12-årige Astrid Nymann fra Lejre: Det er blevet meget sjovere at gå til kontrol på Sjællands Universitetshospital, Roskilde. Astrid har type 1-diabetes og har levet med diagnosen i 5-6 år, så hun har opbygget en vis erfaring med ambulatoriebesøg, hvor der måles blodsukker og snakkes om insulinpumper.
Det bliver der stadigvæk – altså målt og snakket om blodsukker og den slags. Det foregår i selskab med diabetessygeplejerske Nina Hougaard. Den helt store forskel på nu og tidligere er, at der også sker noget andet imens. Lige nu står Astrid fx i køkkenet på børneambulatoriet og bager pandekager til sig selv og sin far, Rune, som sidder inde ved siden af sammen med de andre voksne.
Læring gennem krop, leg og sanser
Astrid og hendes familie er en del af Steno Diabetes Center Sjællands tilbud om gruppebaserede diabeteskonsultationer, også kaldet ‘DIA-venner’. Her er både børn og deres forældre i centrum, men hver for sig. For børn lærer bedst gennem krop, leg og sanser – og derfor skal de, helt bogstaveligt, have hænderne i pandekagedejen.

Under gruppekonsultationen lavede børnene pandekager, mens deres forældre talte med hinanden, diabeteslægen og diabetessygeplejesker om udfordringerne i hverdagen.
Kulhydrattælling er en hjørnesten i behandling af type 1-diabetes, fordi man forbedrer blodsukkerreguleringen, hvis man har styr på et måltids kulhydrater og derudfra beregner insulindosis. Og på Sjællands Universitetshospital, Roskilde leger man kulhydrattællingen ind på lystavlen hos børnene. For mens der bliver bagt og spist pandekager, snakker klinisk diætist Birgitte Schnack Nielsen med børnene og demonstrerer, hvordan de kan veje pandekagerne af, taste dem ind i en app – og få et meget præcist tal for antallet af kulhydrater i det, de spiser.
– Målet er, at børnene lærer, at de er nødt til at forholde sig til det, de putter i munden. Og at diabeteskonsultationen helst skal være så sjov, at man faktisk har lyst til at tage med mor og far hen på sygehuset, siger Birgitte Schnack Nielsen.
Inspiration for forældrene
Mens Astrid står og griner ude i køkkenet sammen med de tre andre piger, som er til gruppekonsultation i dag, er forældrene samlet i et rum for sig. Her taler de med hinanden, diabeteslægen og ambulatoriets diabetessygeplejersker om udfordringerne i hverdagen.
– Det betyder rigtigt meget, at de voksne er samlet for sig selv på den her måde. Vi taler om nogle helt andre ting end tidligere. Det er godt at få bekræftet, at andre forældre står med de samme frustrationer som en selv – og der kan også være inspiration at hente i, hvordan andre tackler de situationer, som bare opstår i hverdagen. Det kan være noget så banalt som bare at have nogen at dele frustrationerne over, at præ-teenagerne bare ignorerer alarmen fra deres insulinpumpe i stedet for at reagere på den. Det hjælper at snakke med andre i samme situation, understreger Rune Nymann.

Pigerne, der deltog i gruppekonsultationen den dag, havde selv valgt, at de ville lave pandekager sammen.
Inde hos pigerne er det – omsider – ved at være tid til faktisk at sætte tænderne i dagens udfordring: Pandekagerne, som pigerne i øvrigt selv har valgt, de skulle lave. Men inden de kommer så langt, insisterer Birgitte Schnack Nielsen dog på, at pigerne giver hende en high five. Ikke i form af et håndklask, men i form af en repetition af de fem ting, man altid skal huske, inden man spiser: At måle blodsukker, tælle kulhydrater, taste blodsukker og kulhydrater ind, tage insulinen – og så spise maden.
Et tæt program
Og pandekagerne? De glider ned sammen med den hjemmegjorte sukkerfrie jordbærsyltetøj. Pigerne får både opskrifter og tiloversblevne pandekager med hjem, så der også bliver lidt til resten af familien. Før corona-epidemien spiste børn og voksne med hinanden de sidste 20 minutter af konsultationen og fik her lejlighed til at snakke om, hvad børn og voksne har lavet og talt om.
Inden dagens madlavning nåede pigerne lige omkring at få lavet deres udvidede 12 års-kontrol, så det har været nogle indholdsrige timer med et forholdsvis tæt program på sygehuset her til formiddag. Alligevel er Astrid ikke et sekund i tvivl:
– Det er hyggeligt at være sammen med de andre piger. Og sjovt at lave mad. Før var det helt anderledes – der var jeg bare med, mens de voksne snakkede om mig. Nu laver jeg faktisk noget, og jeg lærer noget, mens jeg snakker med Birgitte. Det er meget sjovere end bare at sidde stille, slutter Astrid.
Info om DIA-venner
DIA-venner er et tre-årigt projekt, udviklet af Steno Diabetes Center Sjælland i samarbejde med Sjællands Universitetshospital, Roskildes børneambulatorium. Undervejs i projektet måles og evalueres der på tre faktorer:
- Tilfredshed hos både børn, forældre og deltagende sundhedsprofessionelle
- Børnenes glykæmiske regulation samt hvor ofte de taster data ind i deres insulinpumpe
- Tilslutning og frafald undervejs.
Evalueringerne bruges løbende til at udvikle projektet fra gang til gang, afhængigt at tilbagemeldingerne.
Projektet løber til midten af 2022, hvor det besluttes, om det skal rulles ud til andre børneafdelinger i regionen.