Kulturel kalibrering

28. september 2020

Udelt begejstring. Sådan kan man bedst karakterisere deltagernes oplevelse af at være på kursus i ’den interkulturelle samtale’, som Steno Diabetes Center Sjælland har afviklet i samarbejde med tre kommuner. Deltagerne er blevet klædt bedre på til sundhedssamtaler med borgere med en ikke-vestlig baggrund – og det har på mange måder været en sand øjenåbner.

Det er velkendt, at der er en højere forekomst af diabetes blandt grupper af borgere med en ikke-vestlig baggrund sammenlignet med etniske danskere. Det er svært at sætte præcise tal på, hvor stor forskellen er, men en svensk undersøgelse viser, at forekomsten kan være helt op til tre gange så høj blandt ikke-vestlige borgere.

Det er faktisk også vanskeligt at komme med en entydig forklaring på den højere forekomst. Eksperterne er dog enige om, at det skyldes en blanding af genetik, socioøkonomiske forhold og så nogle mere kulturelle faktorer, som kan være vanskelige at indkredse, men ikke desto mindre er meget afgørende.

Et antropologisk syn på sundhedsarbejdet

Netop derfor har Steno Diabetes Center Sjælland søsat et initiativ med fokus på den interkulturelle samtale i samarbejde med Roskilde, Holbæk og Slagelse kommuner. Her forsøger man at styrke de interkulturelle kompetencer hos de sundhedsfaglige medarbejdere i kommunerne og på den måde forbedre forebyggelse, behandling og sygdomsforståelse hos borgere med ikke-vestlig baggrund. Og det har været en stor succes, fortæller en af deltagerne i projektet, sundhedskoordinator Marianne Sveistrup Hansen fra Slagelse Kommune:

– Vi er blevet undervist af antropologer, som først har været ude at observere vores praksis i hverdagen. Og det har været virkelig godt, fordi antropologerne har en indsigt i samspillet mellem mennesker og vores kulturelle adfærd. På den måde er vores praksis blevet belyst fra en ikke-sundhedsfaglig vinkel, og selvom det måske kan lyde paradoksalt, så har netop dét givet os helt nye indsigter.

Fokus på samtalen

Undervisningen har koncentreret sig om at skærpe de kommunale sundhedspersoners vigtigste redskab: Samtalen. Og formen har, som Marianne Sveistrup Hansen er inde på, været, at underviserne tager udgangspunkt i observationer fra praksis, hvorefter de i undervisningslokalet giver bud på, hvor samtalen eventuelt kører af sporet – og hvorfor. Denne viden afprøver kursisterne derefter i deres hverdag, igen observeret af underviserne, som derefter følger op på en ny undervisningsdag.

– De her gentagne vekselvirkninger mellem observationer og teori er en genial måde at blive undervist på. På den måde kan vi se os selv i de eksempler, der bliver fremhævet. Vi bliver afvæbnet, fordi underviserne forstår vores verden: De har jo været derude og set, hvordan vi agerer, og det gør det lettere at tage de nye metoder til sig, siger Marianne Sveistrup Hansen.

Der mangler ofte en fælles forståelse

Selvom deltagerne alle får roser med på vejen for deres evner udi samtalens kunst – og at det i det hele taget ifølge underviserne var tydeligt, at det var en trænet flok sundhedsprofessionelle, de havde med at gøre, så blev der lavet nogle slående observationer ude i praksis:

– Vi overværede ofte situationer, hvor borgerne ikke nødvendigvis ved, hvad selve udgangspunktet for samtalen overhovedet er: Der mangler simpelthen en kulturel kalibrering – en fælles forståelse af, hvorfor borgeren i det hele taget befinder sig i det kommunale sundhedshus, og hvad udbyttet af det her møde kunne tænkes at blive, fortæller antropolog Nadia El Gendi.

Et eksempel på ovenstående kunne være en borger, som er henvist til samtale i sundhedshuset fra egen læge med tidlige tegn på diabetes. Derfor taler sundhedskoordinatoren med største selvfølge om kost og bevægelse – mens borgeren simpelthen ikke har lavet koblingen mellem diabetes og livsstil, og derfor går undrende derfra uden motivation til at følge op på de gode råd.

Let at omsætte til praksis

Selvom udgangspunktet for hele projektet er den forhøjede forekomst af diabetes blandt borgere med ikke-vestlig baggrund, så understreger Nadia El Gendi, at den interkulturelle metode ikke handler om etnicitet som sådan:

– Det handler mere om mødet mellem forskellige kulturelle logikker. De kan være bundet op på, at borgeren har en anden etnisk baggrund – men det kan også handle om andre typer kulturelle forskelle, som kan bunde i sociale forskelle, sprogbrug eller noget helt andet. Pointen er, at vi forsøger at sætte fokus på de blinde punkter i samtalen.

Marianne Sveistrup Hansen er enig og forklarer, at mange af principperne let kan overføres til samtaler med etnisk danske borgere.

– I det hele taget er det enkelt at omsætte de greb, vi har lært, til praksis. Vi har fået et stort udbytte af projektet, og hver gang, vi er blevet undervist, har vi glædet os til at afprøve redskaberne i praksis. Det har på mange måder været en stor øjenåbner, slutter hun.

Kontakt

Vil du vide mere om projektet, kan du kontakte programchef i Steno Diabetes Center Sjælland Janne Kunchel Lorenzen, jalor@regionsjaelland.dk