Motion til patienter med diabetiske fodsår

26. november 2019

Der findes stort set ingen viden om træning til patienter med diabetiske fodsår. Nyt ph.d.-projekt, som er delvist finansieret af Steno Diabetes Center Sjælland, tager fat om netop denne problematik.

Normalt får vi at vide, at motion og træning er godt og vigtigt. Budskabet er oftest meget simpelt: Jo mere og jo højere intensitet, jo bedre. Det gælder også for personer med diabetes – op af stolen, ud at røre sig, meget gerne i en grad, så pulsen kommer i vejret. Men når diabetespatienterne får et diabetisk fodsår, ændrer fokus sig pludselig: Hvis såret skal hele, er det vigtigt, at det ikke bliver belastet – og for rigtig mange patienter er det lig med, at de næsten holder helt op med at være aktive.

– I de officielle retningslinjer for behandling af diabetiske fodsår hedder det, at såret skal aflastes. Der står sådan set ikke noget om, at man skal forholde sig i ro, men for mange patienter bliver det tolket præcis sådan. Det er ikke nødvendigvis særlig godt: Det er muligt, at såret heler, men ofte varer denne helingsproces flere måneder, og i dén periode forværres patienternes kropslige tilstand dramatisk, hvis de ikke bevæger sig, indleder fysioterapeut og ph.d.-studerende Thomas Vedste Aagaard fra Holbæk Sygehus og Sjælland Universitetshospital.

Thomas vil derfor undersøge om ikke der kan udvikles et træningstilbud, som er målrettet patienter med diabetiske fodsår. Det sker i et tredelt ph.d.-projekt, som består af en systematisk gennemgang af den videnskabelige litteratur på området, et studie, hvor han følger en gruppe patienter for at undersøge, hvilke barrierer der måtte være mod, at de begynder træning, og endelig udviklingen samt afprøvningen af et egentligt træningsprogram så denne patientgruppe kan opnå træningens gavnlige effekt uden at fodsåret belastes.

Et sort hul

Thomas’ ph.d.-projekt fokuserer ikke på, om træning har en gavnlig effekt på heling af fodsåret. Hans tilgang til patienten er mere holistisk: Det handler om at se på hele patienten og opretholde – eller forbedre – patientens generelle funktionsniveau og livskvalitet, også selvom vedkommende har fået et fodsår. Han peger på det, der næsten er et paradoks i diabetesbehandlingen:

– Det er, som om træning falder lidt ned i et sort hul, når patienten får et diabetisk fodsår: Der er meget fokus på træning til diabetespatienter i almindelighed. Til gengæld handler det, lidt groft sagt, udelukkende om at tage den med ro, hvis de får et diabetisk fodsår. Og hvis såret efter måneder eller år er blevet så stort eller inficeret, at det resulterer i en amputation, så kommer der igen fokus på træning for at genvinde tabt styrke og funktion, siger Thomas.

Ingen evidens for øgede komplikationer

Thomas hidtidige arbejde på ph.d.-projektet afslører, at der ikke eksisterer meget viden om træning til denne patientgruppe: Internationalt er der ikke lavet meget forskning, som ser på træning og diabetiske fodsår. Og den forskning, der eksisterer, er desværre ikke af særlig høj kvalitet.

– Jeg er i gang med at skrive en videnskabelig artikel som konklusion på den første del af mit projekt. Og jeg er, trods en meget systematisk søgning, endnu ikke stødt på et eneste studie, som rapporterer, at man ser flere infektioner eller amputationer efter træning med et diabetisk fodsår. Så der er ingen videnskabelige holdepunkter for, at man fortsat skal undlade at tilbyde træning til patienter med diabetiske fodsår. Men hvilken træning, og hvor meget? Det er fortsat uklart, og dét ønsker jeg at undersøge nærmere, forklarer han.

Træningen må ikke forværre såret

Netop denne konklusion er helt central. For selvom Thomas Vedste Aagaard anlægger et holistisk syn på patienten, betyder det ikke, at han glemmer deres fodsår. Det er helt afgørende for hans projekt, at træningsindsatsen ikke må have en negativ konsekvens for sårhelingen.

– Et diabetisk fodsår sidder oftest under foden, og det er vigtigt at udvikle træningsmetoder, som ikke medfører, at såret bliver større eller inficeret. På samme måde er det vigtigt, at træningen skal være let tilgængelig for patienterne – ellers øges risikoen for, at de falder fra, siger han og understreger, at udviklingen af selve træningsprogrammet stadig ligger et stykke ude i fremtiden: Næste skridt i projektet er at udvælge en patientgruppe, som han følger over tid for at se, hvordan man kan tilpasse en træningsindsats efter deres behov. Denne del af projektet tager han fat på til januar, hvor han forventer at have indsendt en videnskabelig artikel omkring den eksisterende litteratur på området.

Thomas Vedste Aagaards projekt er under kyndig vejledning af professor og læge Stig Brorson, professor og fysioterapeut Søren Thorgaard Skou og postdoc og sygeplejerske Ulla Riis Madsen. Alle tre er bredt spredt i hele Region Sjælland, har brede faglige profiler der vil styrke projektet og kan være med til at udbrede resultaterne, så de kan komme til gavn for alle borgere med et diabetisk fodsår i Region Sjælland.