På Nykøbing Falster Sygehus ansætter man nu to fodterapeuter og laver værksteder til behandling og pleje af fødder med sår.

Nye fodterapeuter og fodværksteder skal reducere mængden af fodsår

13. maj 2020

Med diabetes følger også en større risiko for at udvikle sår på fødderne. På Nykøbing Falster Sygehus ansætter man nu to fodterapeuter og laver værksteder til behandling og pleje af fødder med sår. Målet er at reducere mængden af fodsår, så det ikke ender i længerevarende smerter og i værste fald amputationer for de mennesker, der lider af dem.

Fodterapeuter skal styrke arbejdet med fodsår

Fra 1. maj er der ansat to fodterapeuter i Ortopædkirurgisk Afdeling, som både skal se patienter på Nykøbing Falster Sygehus og i Nakskov Sundhedscenter. På sigt skal de også indgå i de nyetablerede tværfaglige teams på Nykøbing Falster Sygehus – også kaldet MDT-teams – der som en samlet gruppe tilser diabetespatienter og bidrager med hver deres faglighed og kompetencer.

Anne Korth Vejle er en af de nye fodterapeuter, der fremover skal styrke arbejdet med fodsår.

– Tidligere har det været vores sygeplejersker eller vores læger, der har lavet tjek af fødderne, men en fodterapeut er uddannet specifikt i fodpleje og beskæftiger sig ikke med andet, så det er klart en styrke at få specialiserede kræfter ind på dette område, forklarer Signe Aarup, der er afdelingssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Ambulatorium på Nykøbing Falster Sygehus.

Et værksted til glæde for fødder

Ud over ansættelsen af de to fodterapeuter bliver der også bygget to fodværksteder. Værkstederne er tilknyttet Nykøbing Falster Sygehus og Nakskov Sundhedscenter, hvor fodterapeuterne også vil have deres gang.

I værkstederne er der plads og redskaber til, at fodterapeuten blandt andet kan tilpasse fodtøjet, så det ikke belaster såret på foden. Dette er afgørende for, at såret heler korrekt.

– Jeg er meget glad for, at vi nu kan tilbyde en mere specialiseret behandling. Det kan være meget smertefuldt at gå rundt med et fodsår og på sigt være direkte invaliderende. Derfor er det fantastisk, at vi også får fodværksteder, hvor fodterapeuten har plads og arbejdsredskaberne til at håndtere fodsårene, som de bør håndteres, forklarer Signe.

Vil du vide mere?

Det er Ortopædkirurgisk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus, der i samarbejde med Endokrinologisk Afsnit, Nykøbing Falster Sygehus, og Steno Diabetes Center Sjælland driver projektet.

Er der spørgsmål til projekterne er man velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Signe Aarup på saa@regionsjaelland.dk.