Gå til indhold

Nicolai bryder den onde vægtspiral for psykiatriske diabetespatienter

Nicolai Gundtoft arbejder med diabetes og skizofreni, hvor han forsker i medicinen og bivirkningerne.
Forskerportræt af Nicolai

Nicolais spirende interesse for det psykiatriske område begyndte allerede i sit første år på speciallægeuddannelsen på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa.

Her oplevede han på nært hold, hvordan patienterne tog voldsomt på i vægt af den antipsykotiske medicin. Den øgede vægt blev hurtigt en udfordring. Selvom medicinen effektivt behandlede skizofrenien, var mange patienter tilbageholdende med at tage den, da de frygtede at tage på i vægt.

- Patienterne var svært psykisk syge, så de havde brug for deres medicin – men når de stoppede med den, fik de det dårligt igen. Så måtte vi starte forfra og lede efter en ny medicin. De kom hurtigt ind i en ond cirkel. Vi forsøgte også at finde en passende livsstilsintervention, men når man er svært psykisk syg, er der ikke overskud til at lave sine kostvaner om eller dyrke motion flere gange om ugen. Mulighederne blev hurtigt udtømte, og som læge var det ret frustrerende, fortæller Nicolai om sine erindringer fra afdelingen.

Patienter ønsker ikke at tage deres medicin

I 2020 fik Nicolai ansættelse på et netop opstartet forskningsprojekt i psykiatrien i Slagelse, der sigter mod at undersøge effekten af ugentlige injektioner med Semaglutid (indholdsstoffet i Ozempic® og Wegovy®) sammenlignet med placebo hos 154 personer, der lider af skizofreni, overvægt og forstadier til diabetes. Det er et projekt, han brænder for.

- Jeg har siddet i mange samtaler med patienter, som ikke længere ønskede at tage deres medicin. Deres selvbillede ændrer sig, når de tager 10, 20, 30, 50 måske 80 kilo på. Man kan forsøge at skifte deres medicin til noget, der ikke er så bivirkningstungt. Men oftest er det heller ikke nær så potent. Vi ved, at risikoen ved medicinstoppet er selvmord, ulykker og genindlæggelser. Derfor har det været vigtigt at se på, om man kunne gøre noget ved bl.a. vægtøgningen, som er en ret stor stressfaktor for patienterne, siger han.

Drømmer om en bedre behandling

Nicolai forklarer, at den antipsykotiske medicin er effektiv til at behandle de psykotiske symptomer og spiller den en vigtig rolle i forebyggelsen af tilbagefald, hvilket kan være afgørende for patientens stabilitet og livskvalitet. Derfor drømmer han om at kunne tilbyde dem en bedre behandling.

Nicolai mener helt overordnet mener, at patienter med skizofreni fortjener en bedre støtte af samfundet; deres udfordringer kræver ikke kun opmærksomhed, men også handling. For patienterne i denne gruppe har det svært, og er efter hansmening ”de glemte” i samfundet.

- Jeg ønsker at arbejde med netop denne gruppe, for jeg ser dem som de mest udsatte. Hvis vi kan finde nye løsninger og tilbyde skræddersyet behandling, vil det ikke blot være givende, men også nødvendigt. Som læge er det frustrerende at have en begrænset værktøjskasse, når jeg ser patienter, der fortjener bedre. Patienter med psykiske lidelser oplever en fordoblet risiko for dødelighed på grund af hjerte-kar-sygdomme, en tredoblet risiko for diabetes, og en tredjedel lider af metabolisk syndrom. Derfor har vi tænkt innovativt og overvejet, om en mere målrettet medicinsk tilgang kunne være en løsning, slutter han.

Projektet er støttet af:

- Novo Nordisk Fonden
- Psykiatrisygehuset i Slagelse og Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse (Slagelse-puljen)
- Steno Diabetes Center Sjællands Forskningspulje
- Region Sjællands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond
- Steno Diabetes Center Odenses Forskningspulje

 

Faktaboks