Gå til indhold

SAMBLIK giver bedre overblik på tværs af sektorer

Steno Sjælland har taget hul på en afprøvning af SAMBLIK - en ny it-løsning, der skal give klinikere på tværs af sundhedsvæsnet bedre overblik og bidrage til en mere sammenhængende indsats for personer med type 2-diabetes. De foreløbige tilbagemeldinger er positive.
Portrætfoto til nyhed
Mette Egede er én af de praktiserende læger, som deltager i afprøvningen af SAMBLIK i Region Sjælland.

Personer med diabetes er blandt de patienter, som har flest kontakter med sundhedsvæsnet. Ofte vil de både modtage behandling hos egen læge, på diabetesambulatorium og fra flere kommunale tilbud – og det giver udfordringer med at bevare overblikket. Derfor har man udviklet it-løsningen SAMBLIK, som netop skal sikre overblikket, forbedre samarbejdet på tværs af sektorerne og give en bedre behandling af patienterne.

- Det er en it-løsning, der integrerer og anvender den fælles digitale infrastruktur til at give behandlere på tværs af sektorerne det samme overblik over behandling, behandlingsmål, kontakter med sundhedsvæsenet og sygdomsbillede. Med andre ord er der tale om en visning af eksisterende data – der skal ikke indsamles nye. Og nok så vigtigt bliver data præsenteret i et overskueligt og lettilgængeligt format, så behandlere hurtigt kan få et samlet overblik over den enkelte patients sygdomssituation, forklarer programchef i Steno Diabetes Center Sjælland, Janne Lorenzen.

SAMBLIK er udviklet af Steno Diabetes Center Aarhus i samarbejde med klinikere og er nu klar til at blive afprøvet i praksis. Det sker i et tæt samarbejde mellem de tre stenocentre i Aarhus, Sjælland og Hovedstaden. I Region Sjælland foregår afprøvningen i Slagelse Sundhedsklynge og inkluderer Diabetesambulatorierne på Slagelse og Næstved Sygehuse, 1-2 kommuner og flere praktiserende læger i lokalområdet.

Mette Egede fra Sorø er sammen med kollegerne i klinikken blandt de praktiserende læger, der deltager:

- Vi har simpelthen indført en regel i klinikken, som hedder, at alle henvendelser fra diabetespatienter skal resultere i, at man slår dem op i SAMBLIK. Og det gælder også for sygeplejerskerne, fortæller praktiserende læge Mette Egede fra Sorø.

Et nemt og hurtigt overblik

At SAMBLIK viser data i et overskueligt og lettilgængeligt format er en vigtig pointe. For selvom SAMBLIK udelukkende viser data, lægerne allerede godt selv kunne trække fra forskellige databaser og platforme, så er dén øvelse så tidskrævende, at det er svært at nå i løbet af en konsultation.

- Den helt store fordel er, at det er hurtigt og nemt at bruge. Systemet tilbyder også et overblik over de kommunale tilbud, som kan være relevante for den enkelte patient, som man ellers skulle gå ind på kommunens hjemmeside og selv søge frem. Og så er det grafisk lækkert og giver virkelig et godt overblik, siger Mette Egede.

Sammen med to kolleger har hun overtaget en praksis i Sorø fra årsskiftet 2023-24. De har derfor haft et betydeligt organiseringsarbejde, og hun har med egne ord brugt ”uforholdsmæssig meget tid på at lede efter notater fra diabetespatienternes andre kontakter i sundhedsvæsnet”. Det er der ikke tid til i løbet af en travl arbejdsdag med en ny patient hvert kvarter, og derfor har SAMBLIK medført både en stor lettelse i hverdagen og også højere kvalitet i konsultationerne:

Jeg bruger det blandt andet til at italesætte behandlingstiltag overfor patienten. Det kan være, at der mangler et besøg hos fodterapeuten – det ser jeg med det samme og kan minde patienten om det, forklarer Mette Egede.

Bedre sammenhæng på tværs

Ud over hos de praktiserende læger bliver SAMBLIK også afprøvet i diabetesambulatorierne på Slagelse-Næstved Sygehus, Næstved Kommune samt i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

- Håbet er, at systemet giver en bedre sammenhæng på tværs af sundhedsvæsnet, fordi klinikerne let kan se de samme data præsenteret på samme måde. Det betyder, at vi bliver i stand til at dele data på tværs af ambulatorier, egen læge og kommunale tilbud, siger Janne Lorenzen.

På ambulatoriet i Slagelse er man kun lige gået i gang med systemet, men også her fremhæver ledende overlæge og centerchef i Steno Diabetes Center Sjælland Eva Lerche-Black det overblik, SAMBLIK skaber:

- Det giver os et bedre overblik over sammenhængen mellem fx langtidsblodsukker og den medicin, der gives. Vi får også mulighed for et meget hurtigt og nemt overblik over patienternes indlæggelser, kontakter med egen læge, med hjemmepleje og andre tilbud i kommunen. Et stort plus er også den lette adgang til den årsstatus, der laves hos fodterapeuten, siger hun og tilføjer:

- Det er alt sammen data, som var tilgængelig i forvejen, men det krævede mange klik og søgninger for at finde dem. Nu får vi dem præsenteret i en meget overskuelig grafisk fremstilling.

Perspektiver i at udvide til andre kronikere

Alt i alt er der tilfredshed og høje forventninger til systemet, efterhånden som det bliver mere integreret i hverdagen. Og det er ganske sigende, at Mette Egede skal tænke sig grundigt om, når hun bliver bedt om at pege på et hår i suppen:

- Jeg kunne godt ønske mig et bedre overblik over medicinmodulet bagud i tid. Men det er jo et rent visningssystem, så derfor er det afhængig af de data, man nu kan trække på, siger hun og fortsætter:

- Jeg må sige, at systemet giver rigtig god mening i den her patientgruppe: Diabetespatienter er nogen af dem, som har flest kontakter i sundhedsvæsnet. De er ofte multisyge, som går – eller burde gå til – fodterapi, øjenlæger, og bruger forskellige kommunale tilbud osv.

Derfor kan Mette Egede også se perspektiverne i at udvide systemet til andre kronikergrupper med mange berøringsflader i sundhedsvæsnet – et arbejde, der allerede er sat i gang.

Storskalaafprøvningen af SAMBLIK kører i to år i de tre involverede regioner, hvor man indsamler erfaringer med systemet fra alle aktører. Herefter træffes der beslutning, om systemet eventuelt skal udrulles i hele landet – og på sigt måske også udvides til at omfatte andre grupper af kronisk syge.

Faktaboks