Ulige adgang handler om forskelsbehandling

- Jeg håber på, at min forskning kan være med til at ændre vores syn på ulighed i sundhed.

Sådan lyder det fra Iben Charlotte Aamann, som er seniorforsker på Videns- og Forskningscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom på Slagelse Sygehus.

Aktuelt er hun involveret i tre forskningsprojekter, der centrerer sig om temaet 'ulige adgang til sundhedsvæsenet.' Hun koncentrerer sig især om, hvordan sundhedsvæsenets organisering påvirker behandlingskvaliteten for samfundets svageste – lige fra udredning og diagnose til behandling og lindring i livets sidste faser.

Ulige adgang til sundhedsvæsenet handler ikke om KRAM

Iben forklarer, at talrige kvantitative studier dokumenterer, at den ulige adgang hænger sammen med patienters socioøkonomiske forhold og dermed må betegnes som ”ubegrundede kvalitetsforskelle”.

- Desværre kommer dialogen om ulighed i sundhed ofte til at handle om KRAM-faktorerne: Kost, rygning, alkohol og motion, og derefter om uansvarlighed og manglende evner til at træffe sunde livsstilsvalg.

Men det er en anden diskussion, der handler om den borgerrettede forebyggelse, mener hun og peger på, at vi som sundhedsvæsen også bør forholde os til, at patienter, der befinder sig nederst i samfundets klassestruktur, risikerer en lavere kvalitet i behandlingen.

Hun fremhæver kræftområdet, hvor der er påvist forskelle i behandlingsforløb for den hyppigste kræftform blandt børn.

Her er konklusionen, at kortuddannede eller arbejdsløse forældre, forældre, som har en depression, og forældre med ikke-vestlig baggrund, skal henvende sig til sundhedsvæsenet væsentligt flere gange end de mere ressourcestærke forældre, før deres barn diagnosticeres. Når diagnosen er blevet stillet, er det også almindeligt, at kemobehandlingen for disse børn er mindre omfattende sammenlignet med mere privilegerede familier.

Missionen

Missionen for Iben er derfor at anvende kvalitative metoder til at forstå og forklare, hvad der er på spil i organiseringen af sundhedsvæsnet og imellem patient og professionel, der potentielt er ulighedsskabende – og på den baggrund øge lighed i adgang.

Hun mener, det kræver løbende kompetenceudvikling og kulturforandring i sundhedsvæsnet. Man er ofte presset på tid og ressourcer, samtidig med at specialiseringen gør det vanskeligt at se mennesket bag diagnosen. Samtidig har patienterne meget forskellige forudsætninger for at begå sig i et komplekst og avanceret sundhedsvæsen.

- Derfor bør vi sætte ind med praksisudvikling på flere fronter, så de professionelle både får blik for de forskellige levevilkår, patienter har og samtidig får mulighed for at tilrettelægge pleje og behandling, der tager højde for disse, forklarer hun videre.

Forskelsbehandling og klasseskel

I et tidligere projekt undersøgte Iben en lindrende indsats til borgere, ramt af livstruende sygdom. Hun konstaterede, at to borgere i hver sin ende af klassesamfundet blev mødt meget forskelligt af de professionelle; den ressourcestærke fik anerkendelse og ros for sin indsats, imens den udsatte blev mødt med en mere afmålt tålmodighed, fordi han ikke formåede at fremstå som ”en god patient”.

- Det bunder langtfra i inkompetence, men i en gennemgribende blindhed over for de menneskelige implikationer af klasseskel, siger Iben.

Hun forklarer videre, at fordi vi i mange år har opfattet Danmark som et klasseløst samfund, er vi mest tilbøjelige til at forstå social ulighed som konsekvens af dårlige individuelle valg fremfor som konsekvens samfundsmæssige strukturer, der former vores muligheder og handlerum. Den forståelse smitter også af på, hvordan patienter fra de nedre dele af samfundet mødes af professionelle. Men det håber hun, at hendes forskning kan ændre.