”Pludselig flytter patienten sig i den rigtige retning”

25. januar 2023

I Diabetesambulatoriet på Nykøbing F. Sygehus har de indført et system til at prioritere patienterne, så dem med størst behov også får mest opmærksomhed. Implementeringen har ikke været uden udfordringer, men udbyttet for patienter såvel som det kliniske personale er stort, lyder det fra både læger og sygeplejersker.

Klokken er 8.45, og ledende overlæge Allan Kofoed-Enevoldsen har sammen med sygeplejerske Mie Pedersen lige taget hul på deres såkaldte tavlemøde. Vi er på Diabetesambulatoriet på Nykøbing F. Sygehus, og på programmet er i alt fem patienter.

Ambulatoriet er begyndt at arbejde med triagering af deres patienter. Altså at prioritere dem – blandt andet efter hvor alvorligt deres sygdomsbillede er. Første patient på dagens program er en ung mand, som Mie havde en telefonisk kontakt med for få dage siden.

– Min patient her har lagt sin livsstil helt om. Han har virkelig lykkedes med at flytte sig, og det har været rigtig godt for hans diabetes. Han har ikke drukket i halvanden måned nu, og som du kan se, så ligger hans tal bare rigtig flot, opsummerer hun.

Ugentlige møder

Diabetesambulatoriet på Nykøbing F. Sygehus er bemandet af seks sygeplejersker og fire læger. De danner behandlerteams to og to med hinanden, og man har arbejdet med triagering af patienterne siden starten af 2022. Hvert behandlerteam, som altså består af en læge og en sygeplejerske, har omkring 50 fælles patienter, og de mødes én gang om måneden for at gennemgå patienterne.

– Vi inddeler patienterne i grupper. Hvis man er på tavlen, så følges man særligt tæt af behandlerteamet. Den enkelte patient kommer på tavlen, hvis vedkommende er dysreguleret, men samtidig har en væsentlig forbedringsmulighed, forklarer Allan Kofoed-Enevoldsen.

Mellem 10 og 15 procent af hvert teams patienter er på tavlen. De bliver derfor gennemgået månedligt af deres behandlerteam, har jævnlige kontakter med ambulatoriet og kan i øvrigt komme til besøg efter behov – modsat de traditionelle faste årsstatusbesøg. Alle de patienter, som aktuelt ikke er på tavlen, har også en aftalt forløbsplan og kan altid henvende sig, hvis der opstår nye behov for støtte eller behandling.

Et fælles mål for patienterne

Tanken om triagering i et diabetesambulatorium er ny, men både læger og sygeplejersker i Nykøbing Falster er enige om, at det giver god sundhedsfaglig mening. Det styrker teamarbejdet, giver overblik over patienterne og sikrer, at indsatsen koncentreres der, hvor den kan gøre den største forskel.

– Det er ikke det samme som at sige, at det har været let at indføre. Det føles grænseoverskridende at sige højt, at den her patient skal jeg ikke give lige så meget opmærksomhed som nogle af de andre. Men det er jo konsekvensen af triagering: Når vi bruger mere krudt på dem, der er på tavlen, må vi nødvendigvis bruge lidt mindre på dem, der ikke er, siger Allan Kofoed-Enevoldsen.

Mie Pedersen er enig. Hun har arbejdet aktivt med triagering i omkring ti måneder, og synes først og fremmest, at tavlemøderne er et godt redskab til at sikre, at læger og sygeplejersker mødes og får drøftet patienterne med hinanden.

– Vi får etableret fælles mål. Hvad arbejder vi hen mod sammen med den enkelte patient? Jeg synes, at det fungerer godt og giver god mening, men det er også en proces, man som menneske og fagperson skal igennem: Jeg er nødt til at erkende, at jeg ikke kan have lige meget fokus på alle patienter i ambulatoriet på én gang. Sådan er sundhedsvæsnet ikke længere bygget op, siger hun.

Resultaterne giver mening

Mies kollega, Marianne Ballard, peger desuden på en anden udfordring ved at arbejde på denne måde. Nemlig at formidle det til de patienter, som pludselig ikke kan regne med helt samme antal kontroller som tidligere:

– For mig personligt er det ikke så stor en udfordring at skulle følge nogle af patienterne mindre tæt, for jeg ved, at jeg ikke slipper nogen, hvor det ikke er forsvarligt. Til gengæld skal vi oplære patienterne i en helt ny tankegang. Det kan være svært for dem, der har vænnet sig til den tidligere ambulatoriemodel med fire årlige og helt skemalagte kontroller. Der må vi forklare dem, at så længe alting går godt, så behøver vi måske ikke ses så tit – og skulle der opstå noget i mellemtiden, så vil vi jo meget gerne høre fra dem, forklarer hun.

De fleste patienter kan godt forstå tanken bag og finder en tryghed i, at de altid kan kontakte ambulatoriet, fortæller hun videre – mens hun over for andre måske er nødt til at tage det i mindre skridt. I stedet for en ny kontrol tre måneder senere, kan man fx tilbyde den næste kontrol om fire måneder.

– Men det er heldigvis et godt redskab til at fange de patienter, som ellers kan være svære at nå. Fordi vi arbejder så intensivt og målrettet med dem, har jeg allerede flere gange oplevet, at patienter, som ellers har haft vanskelige forløb, pludselig flytter sig i den rigtige retning. Og så giver det hele jo bare mening, siger Marianne Ballard.

Teknologien hjælper

Allan Kofoed-Enevoldsen anerkender udfordringen i at skulle tænke og agere anderledes over for patienterne. Men han understreger også, at bl.a. den teknologiske udvikling gør det lettere at slippe kontrollen med de bedre regulerede patienter.

– Patienterne har sensorer, som måler deres blodsukker og alarmerer, hvis noget er galt. Blandt andet derfor er de i dag bedre til at monitorere deres egen sygdom end tidligere. Det er med til overhovedet at gøre det muligt at foretage den her prioritering af patienterne: Vi kan godt stole på, at de henvender sig, hvis tingene begynder at komme ud af kontrol, siger Allan Kofoed-Enevoldsen.

I hans optik har den største udfordring ved implementeringen af det nye system været logistikken: Simpelthen at få matrixen til at gå op, så alle læger og sygeplejersker får tid til at mødes i deres teams. Flere er nemlig kun i ambulatoriet enkelte dage om ugen – og ofte ikke de samme dage, selvom de har fælles patienter.

– Vi kan ikke skemalægge møderne, men til gengæld er vi gode til at tage dem, når der opstår sprækker i vores tidsskema. En anden udfordring var, at vi indførte triageringen lige i kølvandet på coronaperioden, hvor vi oplevede voldsom personalemangel i ambulatoriet. Det førte i første omgang til, at vi faktisk stoppede udrulningen, fordi vi mente, at vi var for udfordrede til at kunne rumme mere nyt. Men meget hurtigt indså vi, at triagering nok snarere var en del af løsningen på vores travlhed end det modsatte, og derfor genoptog vi det efter få dage. I dag er konklusionen, at vi arbejder mere fokuseret med de patienter, der får mest ud af indsatsen, slutter han.