Steno Diabetes Center Sjælland tror på, at der er brug for et diabetestilbud, som er tæt på den enkelte borger. SDCS bygger på en decentral model, hvor vi understøtter og udvikler behandlingen af diabetes ude på de enkelte sygehuse og i almen praksis i hele Region Sjælland.
Siden 2019 er diabetesambulatorierne på sygehusene løbende blevet moderniseret. Målet har været at skabe bedre fysiske rammer, som understøtter de nye krav, som opstår i forbindelse med nye behandlingsinitiativer.
Byggerierne i Nykøbing F., Næstved, Slagelse og Holbæk er taget i brug. Byggeriet i Køge forventes at stå klar i 2024.
Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
Allerede ved ankomsten kan man se, at ambulatoriet er blevet ombygget. Med sit flotte facadeparti skiller bygningen sig ud fra omgivelserne, og man bydes velkommen indenfor i et smukt ankomstområde med dobbelthøjde, der giver lys og luft. Der er etableret venteområder både i stueplan og på førstesalen, hvorfra man kan nyde udsigten.
Slagelse Sygehus
Med det store nye facadeparti er der åbnet op, så lyset strømmer ind. Omgivelserne er rare og imødekommende og med møblementet, er der skabt et ambulatorium, hvor øjet ikke bliver træt af at se.
Der er skabt forbindelse med udenomsarealerne med store vinduespartier og materialerne tager naturen helt ind i ambulatoriet.
Det nye transitionsrum er indrettet utraditionelt med træ på væggene og et højbord med barstole. På denne måde skabes der en uformel stemning, der ikke minder om klassisk hospitalsbyggeri.
Næstved Sygehus
Der åbnet op, således at lyset strømmer ind på 9. sal. Ankomstområdet byder velkommen med varme farver og lækre materialer, der spiller sammen med det eksisterende hospital.
Der er etableret nye venteområder, der indbyder til ophold både i åbne og mere aflukkede miljøer.
Holbæk Sygehus
Sygehusets historiske Akaciegård fra 1889 danner rammen om det nye Steno Diabetes Center i Holbæk. De nyrenoverede lokaler huser Ambulatoriet for diabetes & hormonsygdomme, samt Ambulatorierne for nyre- og hjertesygdomme.
Steno Diabetes Center Sjællands regionale enhed har også kontorer i bygningen.
Bygningen forener nyt og gammelt, idet store dele af dens oprindelige arkitektur er blevet bevaret, samtidig med at den er blevet moderniseret og opdateret til nutidens standarder.
Bygningens oprindelige søjlegang er for eksempel blevet genetableret og fungerer nu som en flydende overgang mellem den oprindelige del og en ny tilbygning med glasfacade i to etager.
De nye lokaler tilbyder mere lyse og åbne rammer for patienterne.
Køge er på vej...
Nye faciliteter til diabetesbehandling og -forskning er også på vej på Sjællands Universitetshospital, Køge.
I Køge bliver der i øjeblikket bygget et nyt videnshus. Her skal SDCS' aktiviteter ligge i nær forbindelse med den nye lægeuddannelse. Videnshuset forventes at stå færdigt i 2024.