Vi skal sørge for, at byrden er til at bære

18. maj 2020

Helle Niemann har – lidt til sin egen overraskelse – arbejdet som diabetessygeplejerske i 17 år på samme ambulatorium. Hun brænder for faget, for de mange muligheder der ligger i det, og mest af alt for at kunne hjælpe patienter til et bedre liv.

Helle Niemann blev uddannet sygeplejerske i 1991. I dag er hun 54 år og har i de sidste 17 år været ansat som diabetessygeplejerske på diabetesambulatoriet på Sjællands Universitetshospital, Køge. Det er lang tid – og tallet ser næsten ud til at overraske Helle selv, da vi snakker om, hvor lang tid hun egentlig har været her. Men der er en god grund til, at hun er blevet hængende:

– Jeg brænder virkelig for specialet. Jeg var egentlig helt sikker på, at jeg skulle være hjertesygeplejerske, og det var lidt af et tilfælde, at en ny overlæge fik mig overtalt til at prøve det her med diabetesambulatoriet af. Men jeg har ikke fortrudt det en eneste gang, siger hun.

Alle typer fra alle samfundslag

Selvom man måske godt kunne sidde med fornemmelse af, at arbejdslivet i et ambulatorium er mere forudsigeligt end på et sengeafsnit, så er det faktisk netop variationen, der er motoren i Helles udtalte begejstring for sit arbejde:

– Alle kan jo få diabetes, så jeg sidder med meget forskellige patienter hver dag – alle typer mennesker fra alle samfundslag. Det i sig selv er udfordrende og interessant. For uanset hvor indbyrdes forskellige de er, så har de det tilfælles, at deres diabetes er som en rygsæk, de altid skal have på hele livet. Men sammen kan vi være med til at gøre byrden lidt mindre tung at bære.

I løbet af en arbejdsdag ser Helle i gennemsnit ti patienter. Der er sat forholdsvis god tid af til hver enkelt patient, og det skal der være, understreger hun. En gang om året kommer patienterne desuden ind til en årsstatus, som hun varetager sammen med en læge.

– Det er rigtig godt, at vi gennemfører årsstatus tværfagligt. Det er godt for patienterne, fordi vi siger tingene på forskellige måder og kan supplere hinanden. Men også godt for mig som sygeplejerske, fordi der foregår helt konkret vidensdeling i de her konsultationer, og det er helt sikkert med til at give behandlingen i ambulatoriet et kvalitetsløft, understreger Helle.

Afhængig af god oplæring

Hun er tydeligvis optaget af sit fag og udviklingen af det. På alle niveauer – fra det helt nære på afdelingen til et mere overordnet niveau:

– Der findes ingen formaliseret uddannelse som diabetessygeplejerske, så vi er meget afhængig af god oplæring af dygtige kolleger. Jeg har også flere gange deltaget i kurser i Fagligt Selskab for Diabetessygeplejersker. I regionen har vi en erfagruppe for diabetessygeplejersker, som mødes flere gange om året. Vi diskuterer og får lidt undervisning. Det giver en faglig sparring, fordi vi ikke gør tingene ens fra sted til sted. Der er masser af læring i det, siger Helle og fortsætter:

– Men læringen foregår naturligvis også tværfagligt, hvor vi lærer af vores dygtige kolleger fra andre faggrupper. Her i ambulatoriet er vi fem diabetessygeplejersker, som har et godt, tværfagligt samarbejde med lægerne, med diætister, med de kolleger, som arbejder med fodscreening og øjenscreening – vi er meget afhængige af hinanden.

Det handler om at hjælpe

Helle Niemann har i sin karriere været involveret i mange forskellige faglige sammenhænge. Fx har hun undervist i forbindelse med kommunens rehabiliteringstilbud, hun har været en del af forskellige forskningsprojekter gennem årene – og hun har været med til at starte et ungeambulatorium på sygehuset. De mange muligheder, der er i faget, er et stort plus, men hun understreger, at det blot er et krydderi på det, der er selve kernen: At hjælpe mennesker til en bedre tilværelse.

– Fx havde jeg en patient, som havde haft diabetes gennem mange år. Hun kunne ikke mærke, når blodsukkeret bliver lavt. Hun er blevet udstyret med en insulinpumpe, men blodsukkeret blev alligevel ved med at gå op og ned. På et tidspunkt før jul fik vi så omsider hul på bylden. Det viser sig, at hendes barn derhjemme i realiteten har reddet mors liv flere gange. Men nu skal hendes barn flytte hjemmefra, og hun kan jo godt se, at den er helt gal. Det ender med, at hun bliver udstyret med en sensor til pumpen. Det bliver vendepunktet, fortæller Helle.

I bund og grund lyder det jo meget enkelt. Men processen med den enkelte patient kan, som i det her tilfælde, være langstrakt og kringlet, før man når i mål. Til gengæld kan det ende med at gøre en enorm forskel for den enkelte patients tilværelse, er Helle ikke i tvivl om. Og det er præcis det, det hele handler om for Helle: At hjælpe og gøre en forskel.